Et uddrag af et kapitel fra “Festival”
Kap. 7
“The wailin' guitars girl
The crash of the drums
Make you want to keep-a-rockin'
Till the morning comes
Let me be who I am
And let me kick out the jams
Yes, kick out the jams
I done kicked em out!!!”
- Kick Out The Jams - MC5 - Kick Out The Jams 1969
Kåre var ude af balance og han brød sig ikke helt om det. Han kunne mærke en hektisk rødmen i kinderne og mens mørket sænkede sig over de lange striber af forskelligt farvede skyer, tog han endnu en tår af den slanke flaske med den røde plet på. Han vinkede afværgede, men blev totalt ignoreret. En svada af fuldstændig uforståeligt kaudervælsk, der straks blev fulgt op af en flaske der blev presset imod hans læber. Kåre var beruset af finsk vodka. Han var fuld og hvad værre var havde han allerede misset tre af de planlagte koncertoptagelser. Han sad imellem folk hvis sprog han ikke talte. Han vidste ikke hvad der blev sagt. Han forstod ikke alle de finske gloser der fløj igennem luften omkring ham. Det var ikke, på trods af den symmetrisk perfekt opstillet lejrplads, en samling af spejdere fra det nordlige område han kendte som de tusinde søers land. Han kunne se sit telt og den fred og hvile det indbød lige på den anden side af bardunerne der krydsede hinanden som slanke streger igennem luften. Der var bare lige det helt uforudsigelige faktum at en for ham helt uvant situation var opstået. Kåre havde ikke lyst til at gå. Han, der ellers altid var den første til at forlade en fest og som ellers sad over i et hjørne ved bøgerne, var pludselig en del af festen og det helt uden forventningspres. Overfor ham sad en samling af komplet sindsygt udseende finske frisurer, den ene mere vild en den anden. Deres lyse lokker var studset i både hanekam og karse. Der var eksempler på både total brintoverilte afblegning og en absolut overdreven brug af farve og kemikalier. Af de mangelfulde engelske sprogegenskaber som finlænderne besad, forstod Kåre at der var tale om en samling mere end nære venner, som var samlet for at følge deres yndlingsorkester, som der repræsenterede det bedste af nordfinsk polkapunk. En stilart af de mere udfordrende og anderledes end Kåre normalt lyttede til. Der blev delt ud af vodka og juice. Stemningen var høj og Kåre kiggede på og følte den varme der var i luften, mens solen gik ned.
Selvom de to piger, Soffi og Gunhild var vældig opmærksomme på Thorkel, var det ikke lige på den måde at Thorkel var villig til at give efter for presset. Han ville da gerne dele sovepose og var villig til at bryde den sidste barriere mellem ham selv og broderlandet, men der var stadigvæk et lille problem. Han var nemlig stadigvæk sindsyg øm efter dagens tidligere arbejdsindsats i jagten på den nu tabte finansering. Nok er nok og han ville jo gerne høre noget musik. De to lyshårede og varmblodede veninder var med på den. Men hvad med adgang til festivalpladsen? Problemet løste sig selv, da den tidligere cykel og ølkassechauffør var gået helt omkuld i sin teltåbning. Rolf, som han hed var udover at være utroligt høj nemlig derudover i besiddelse af utroligt tykke håndled og meget små hænder. Pludselig befandt Rolf's adgangsgivende armbånd sig på Thorkels håndled. Efter at pigerne flere gange havde sagt at "det är okay" begav de tre sig væk fra den svenske lejr og i retning af musikken.
Der var et voldsomt lydtryk fra den grønlige vandmandsagtigt udseende scene opbygning som der befandt sig under det store telt i den østlige del af musikområde. Fem meget vrede langhårede læderjakke-iklædte svedende hårdtarbejdende heavymusikere var igang med et staccatoangreb på alle de tilstedeværende tilskueres trommehinder. I mylderet foran scenekanten befandt sig kun de tilsvarende vrede unge mænd med det samme kostume og sammensmeltningen mellem afsender og modtager var total. Alle attituderne var på plads og selv om det stiltypiske sceneshow var set hundrede gange før af alle, var den grad af motivation og dedikation noget der tiltalte Thorkel. Man måtte overgive sig til galskaben og det var derpå det han gjorde.
Efter koncerten kunne flere af de omkring stående ikke undgå at lade sig rive med af denne opkomling, som i den grad havde kastet sig rundt i flokken, bodyslammet og headbanget. Han blev kastet i arm over skulderen og nærmest trukket med op i de vestepåklædte publikummers selskab.
De trak i fælles flok op imod udgangen af koncertområdet og videre imod teltområdet. Der blev klasket på skulderen og growlet højt i en kakofoni af brudstykker fra de netop aflyttede numre. Et kort stykke inde i teltlejren stod et større kanvastelt fra hærens overskud lager. Det var af en anseendelig størrelse der nemt kunne indeholde et sted imellem tres til firs sovende rekrutter, men i dette tilfælde var det ryddet for feltsenge og i stedet for fyldt med rygmærke bærende store rockertyper. Der stod en interimistisk bar i den ene ende af teltets inderside og i den anden ende var der en slags lav scene, hvor en lille flok med langt hår, bakkenbarter og fuldskæg tronede på en samling stole rundt om et bord. Dette var forøvrigt ikke særligt nemt at se fra den anden ende, da hele teltet var fyldt med agressive mænd der væltede rundt og skubbede voldsomt til hinanden. Da den lille flok, hvoraf Thorkel var del, kom ind i teltet, var det ligesom om at hele festen lige holdt vejret i et kort sekund. Alle vendt sig mod dem og brød derpå ud i vild jubel. Den tætte menneskeflok skilte sig ad foran dem, da de bevægede sig fra indgangen op i mod enden af teltet. Oppe på den lille scene blev Thorkel nærmest skubbet op i favnen på den største af dem der befandt der. Han stank af sprut, røg og armsved. Hans lange fedtede røde hår klistrede til hans våde pande og ølsjatter fløj igennem luften. Thorkel var stadigvæk høj af den vilde atmosfære fra koncerten og udbrød råbende med spyt væltede ud af munden: "And now I wanna sniff some glue!" Først spærrede den store mand øjnene op. Hvorpå han udbrød et primal agtigt skrig og derefter svingede armen. Hans skulderklap på ryggen af Thorkel gav et klask som kunne høres igennem den larmende fest og Thorkel var lige ved at vælte forover. Bandelederen nærmest sparkede en af de andre ud af stolen og trak den hen og skubbede ham ned i den. Han tog den flaske Jack D der stod på det lille bord og satte den for munden og tømte en trediedel af den, hvorefter stak den i hånden på Thorkel. Det brændende blik som Thorkel fik, kom fra et sæt pupiller der var mindre end knappenålshoveder. Thorkel udbrød et "nå hva' fanden!" Og tømte den halvfyldte flaske. Derpå kastede han sig ud af stolen ned oven i den heksekedel af vildt hoppede vilde der stod foran dem. Den store mand stak labben i vejret og Kastede sig efter han ind i flokken.