Nordlys

Det er sjældent at nordlyset skinner,

men sker det så er det man ser

Med toner af irgrønt som fejer

i bølger mod nattens dybsorte skær

Med strålende stjerner der glimter

Kometer som fare forbi

Og Mælkevejen som flyder

I sfærernes topografi

Og langt væk fra storbyens neon

Fra gadelygternes skær

Fra larmen, sirener, trafikstøj

I mørket i udkanten her

Hvor alt hvad der høres er blæsten

Og bølgernes brus bliver ved

Jeg vender mit blik op i natten

Og rummets uendelighed

Og jeg stirrer

Og jeg falder

Og jeg stiger

Og jeg falder

Og deroppe i rummet er slet ingen grænser tilstede

Og den eneste følelse jeg føler er uendelig glæde

Og jeg ser at jeg ved at jeg har alt det som er mig gi’et

Ånd og krop smelter sammen. Jeg mærker at livet

Og det som er større end mig er ej længere gåde

I et mikrosekund kan jeg fatte hvad det er for noget

At alting er del af det hele. Og altid det samme

Al mistro og tvivl er i et gjort til skamme

Og jeg stirrer

Og jeg falder

Og jeg stiger

Og jeg falder

S

a

n

g

e