Den dag John Lennon var væk
“There are places I remember. In my life though some have change. Some for ever, not for better. Some have gone and some remain. All these places had their moments.”
Det var stadigvæk temmeligt nyt at gå på O.G. som elev på første årgang i samfundssproglig klasse. Vi var slået godt sammen og jeg var personligt på den anden side af årsfesten, som var min første af den slags. Det havde været en stor fest med mange gamle elever og masser af os nye. De mange klasselokaler i trappeopgangen var fyldt til renden med festklædte unge. Bolette som underviste i russisk, gik rundt med harmonika for at skabe fælles sang med den gode stemning. Der var ikke noget af det her galla, men vi havde det godt. Vi holdt de fede fester og Ordrup Gymnasium var et godt sted at være elev. For mit eget vedkommende hverdage med skole og dykning. Weekender med “Monten’s midnatsdisc”, Café Sommersko og og sene nætter i københavns natteliv. Vi var i en boble af velvære og en stemming af “Peace, Love and Happiness”.
Der var ellers masser af ting som fandt sted i vores omverden. Dirch Passer faldt om på scenen og selv om det havde regnet hele sommeren, var efteråret mere O.K. Sojakagefabrikken på Amager sprang i luften med et ordenligt brag der kunne høres over hele byen.Ronald Reagan var netop valgt til ny præsident i U.S.A. Sommerens OL i Sovjetunionen var blevet en lidt amputeret affære, hvor mange lande havde valgt at melde fra, fordi en sovjetisk invasion fandt sted i Afghanistan. Men alt i alt var de begivenheder der fandt sted i omverden, ting som ikke havde specielt mere indflydelse på en ung gymnasieelev i Ordrup, end så meget andet.
Jeg havde siddet ved skrivbordet til omkring klokken 1 om natten, fordi jeg skulle aflevere en
engelsk opgave til næste dag. Jeg sad og skrev den ind på min skrivemaskine og lyttede til musik. Jeg var en stor fan af Ultravox i den her periode, så jeg havde haft deres musik i min walkman mens jeg skrev. Jeg var blevet færdig og var jo nok klar over at den næste dag ville blive lidt hård, og at jeg burde gå i gang med at gøre mine afleveringer klar i bedre tid. Men det var blevet sovetid og jeg lagde mig i min seng for at sove. Næste morgen stod jeg op, da mit vækkeur ringede. Skovlede min morgenmad i mig. Skyllede de sidste rester af jordbær yoghurt af min tallerken og skyndte mig ud af døren. Afsted på cyklen. Op af Hjortekærsvej. Ned af Klampenborgsvej og op af bakken. til højre af Skovgårdsvej og over krydset ved Ordrupvej. Cyklen ind i cykelstativet og hen over skolengården, forbi “Abeburet” til trappeopgangen. 3 minutter til undervisning! Jeg havde
liget præcist nået frem i tide. Vi skulle havde Oldtidskundskab med Jørgen, nogle timer som jeg altid glædede mig til. Men lige præcis denne dato blev anderledes end alle andre. Jeg bemærkede omkring mig at der var en anden stemning end den der plejede at være.
Jørgen Old dukkede ikke op til undervisningen, men til gengæld kom der en besked i højtaleren om at vi skulle mødes i aulaen. Jeg kan ikke erinder hvad der skete, men kort efter at undervisningen skulle være påbegyndt, var der en fra min klasse der meddelte mig at ham med brillerne fra “The Beatles” var død.
Han var blevet skudt foran døren til Dakota-bygningen på 72. gade i New York, hvor han havde sit hjem. Jeg var lamslået.
Meget af mit eget musikliv bevægede sig omkring det faktum at jeg var vokset op med “The Beatles”.
John Lennon- død!
Han havde jo netop lige udgivet et fantastisk album i midten af november med mindst to virkeligt gode numre. “Woman” og “Starting Over”.
Jeg var følelsesmæssigt ramt og dybt rystet. Jeg gik ned i kantine og derned sad mange af
det andre, også Jørgen Old og Russisk Bolette. Jeg er sikker på at vi har været en del, men demjeg kan huske er Morten “Mugge” Sørensen, Charlotte med krøllerne fra HF. Henrik Stilhoff, som spillede guitar hele tiden. Henriks lillebror Jesper og et par stykker til.
Der var meget sorg og mange smertefulde føleser. Vi sad oppe af de grønne halvvægge som var forlænget med hvide vægge og røde mursten, inde i det der havde været gymnastiksalen for mange år siden, men som nu var den store kantine. De tanker som jeg personligt gjorde mig, var hvordan det var muligt at nogen kunne aflive en mand der havde gjort så meget for fred. Jeg kunne godt se at Jørgen Old var meget berørt at Lennons bortgang. Sammen gik vi hver torsdag til kor til , hvor “Mugge” Sørensen og jeg begge var med sammen med Jørgen. Vi havde sunget flere Beatles og John Lennon sange. Blandt andet “Imagine” og “Happy Xmas (War Is Over)” som
vi øvede op til juleafslutningen.
Vi drak øl.
Vi græd.
Vi sang. “Give Peace a chance”, “Blackbird”, “Help”. Selv sange som “Something” og “Hey Jude” var oppe og vende. Tonerne klang fyldigt og følelsesladet i det store smukke rum. Det var som om at alt det sikre om fremtiden, det uskyldige og glædelige, var blevet stoppet ned i en pose. Ned i mørket og posen var langsomt ved at blevet bundet og lukket. Det
var sørgeligt og samtidigt smukt. På trods af alderforskellen, var vi bundet sammen i sorgen over tabet, men også gælden over alt det musik han havde givet os. I det kolde vintervejr og det tiltagende mørke var det et spontant samlet selskab, det ikke talte meget, men i fællessamværd og sang forsøgte vi at bære sorgen sammen. Efter en hel del timer og en hel del øl, kom pedellen Frank og sagde roligt til Bolette at nu måtte vi gå og finde et andet sted at drukne vores sorg. Så Bolette bad os alle om at komme med hjem og så skulle hun nok finde på noget vi kunne spise. “Og vodka!”. Der skulle vodka til. Hun var jo russisk lærer. Vi samlede os selv op og gik ud ned mod Fredensvej, mens det kolde
decembermørke langsom faldt på og verden ikke længere var den samme som dagen før.
T
e
k
s
t
e
r
